Hvorfor skal du følge med her?
Fordi du hellere vil se naturen og outdoor-livet som det er, end se glansbilleder. Fordi du – ligesom jeg – synes der er så meget fantastisk at opleve derude. Hvis du også synes, det er ok, når det engang imellem er koldt, hårdt, gør lidt ondt, eller ser dumt ud, så skal du specielt følge med. For det synes jeg nemlig også er ok. (Du kan læse mere om det med at være ok uden for sin komfortzone i en lille artikel, der snart kommer her på siden). Hvis du ikke synes det er ok, når det er lidt hårdt, koldt, gør ondt eller ser dumt ud … følg med alligevel! Så tager jeg mig af det “ukomfortable” (f.eks. som når man tænker, at “det der brombærkrat ser ikke så stort ud – det kan jeg nemt komme forbi” – se billede) og du kan nøjes med at læse om det.
Desuden er det mit håb, at jeg kan være med til at inspirere og motivere dig.
Derfor du skal følge med her!
Om motivation og inspiration
En væsentlig grund til, at du skal følge med, er motivation, inspiration.
Det giver SÅ meget, når vi oplever, prøver af og lærer.
Det altafgørende er, at gejsten er til stede, som den røde tråd. Jeg forsøger at huske, at det er helt ok, hvis jeg ikke er topmotiveret hver dag, eller hvis jeg et øjeblik mister lysten til at gå videre. Jeg VED (50 års erfaring …), at motivationen altid kommer tilbage. Derfor er der ingen grund til at slå sig selv i hovedet, hvis det hele ikke spiller 100 procent hver eneste dag. Når jeg møder et menneske, der kan noget, gør noget, har noget, som jeg også vil opnå, fokuserer jeg på at lade mig inspirere, så jeg også selv bevæger mig i retning af mit mål, i stedet for at bebrejde mig selv for det jeg ikke har opnået endnu.
På samme måde er det mit håb, at du kan finde inspiration og motivation i det jeg fortæller dig.
Ingen glansbilleder!
Det er vigtigt for mig, at min fortælling er ordentlig og ærlig. Men det skal også være sjovt.
Jeg synes det er ordentligt, når fortællingen holder sig på sporet: Jeg vil skrive om jagt, naturen, oplevelser udenfor, forberedelser til turene. Siden du har valgt at læse dette, så synes jeg, at jeg skylder dig det du forventer at få. Derfor handler mine fortællinger ikke om alt muligt andet, end oplevelser i naturen.
Jeg deler kun de ting jeg selv har oplevet. Du vil opleve, at mit liv ikke er pakket ind i filter. Jeg har fokus på, hvad der har relevans i min historie, og derfor kan du være sikker på, at det du ser på billederne og læser er ærligt.
Jeg har utallige historier, hvor jeg har dummet mig, været distræt, gjort noget uovervejet eller talt før jeg tænkte. Og sidste episode i den serie er helt sikkert ikke skrevet endnu 🙂 Jeg er den første til at grine ad mig selv, fordi jeg synes det er sjovt – og det SKAL der være plads til.
Så – jeg er ikke perfekt, heldigvis. Det er der ingen, der er.
Men hvor er det fantastisk, at vi både kan lære og vokse.
Nu håber jeg, at du vil være med!
Outdoor i hverdagen – keep it simple!
De fleste mennesker arbejder 5 dage og holder 2 dage fri – ikke noget nyt i det. Men hvor er det dog bare vigtigt, at vi netop derfor kan få de gode oplevelser ind i hverdagen. Det behøver ikke koste en bondegård– hverken i tid eller penge. Nogle af de skønneste shelterture jeg har været på, har netop været en almindelig tirsdag aften … fordi månen var flot, havet var blik og … fordi livet er skønt! Også en tirsdag aften, fordi tirsdag aften er lige så vigtige, som lørdag aftenen. Husk at leve de 5 dage, lige så meget som de 2! Det er et spørgsmål om at ville det.
En sovepose, et liggeunderlag og så af sted! Og selvfølgelig med dem, du vil dele oplevelsen med.
Jeg lover dig: det er helt specielt at sidde der på kontoret – eller hvor du nu er – og samtidig tænke på, at .. “i morges vågnede jeg sgu i et shelter”. Det er også ret sjovt at dele den slags med sine kolleger, mens man spiser frokost.
Det er aldrig for sent
Hvis man tør følge den nysgerrighed, legelyst, drømme og muligheder, som vi alle sammen har, så er det aldrig for sent. Så jeg kaster mig ud i noget nyt, fordi jeg ved, at alt hvad der gør ondt, er svært eller hårdt; det går over. Den viden er det rækværk, der er meget rart at have ved siden af sig, når broerne skal krydses. Hvis ikke rækværket holder, kan det være noget andet afbøder faldet. Men den slags ved man jo aldrig.
Kender du det, at man forestiller sig at være 90 år og kigge tilbage på sit liv? Den leg har jeg leget et par gange og fundet ud af, hvad jeg vil have mere af, og hvad der så i stedet skal ud, for at give plads til det vigtige. Jeg vil egentlig hellere fortryde noget, jeg har gjort, end noget, jeg ikke har gjort. Men i det hele taget tror jeg ikke vi skal fortryde noget. Vi lærer jo allermest, når det er hårdt eller gør lidt ondt engang imellem
Wow – det var højtragende. Altså … i virkeligheden handler det bare om, at jeg – om noget tid – skal kunne klare mig alene i vildmarken (“vildmarken” …? du bestemmer selv, hvad der er din vildmark). Helt uden andet mad, end det jeg selv kan skaffe ved at fiske og skyde. Med bue, forstås. Ikke så meget som en slatten Pepsi Max tager jeg med! Og de, der kender mig godt, ved – at så er det sgu alvor …
Så … where to start?
Hvornår rejsen her startede
Jeg har altid kunnet lide at opholde mig udenfor. Jeg har naturligvis set alle afsnit i Alene i vildmarken og Alone. I efteråret 2021 fik jeg endelig både overskud, lyst og mulighed til at være den næste, der var alene i vildmarken. Bare uden at det skulle sendes i TV.
Altså … det var mit mål dengang i 2021. Men … det er en lang rejse. Det kan opsummeres med en dialog, som lød nogenlunde sådan her:
Helene: (til kolleger, som flere gange havde hørt om mit forbrug/misbrug af TV-serier om folk, der skal klare sig med meget lidt ude i vildmarken eller på en øde Ø (Nej, ikke Paradise Hotel!): “Jeg skal være sådan en, der kan overleve – og trives – alene i et telt i nogle fjelde med et minimum af ting. Altså … hvor jeg selv skal skyde og fange det, som jeg skal spise” (måske nok med ret høj stemme og store fagter).
Kolleger: “Helene, så skal du jo have jagttegn”.
Helene: “Ja, det skal jeg sgu da! Jeg skal skyde med bue og samle blåbær … eller andre spiselige ting … øh … ja, jeg skal jo selvfølgelig også lige lære, hvad der er smart at lade være med at spise”.
Kolleger: “Hvad vil du så skyde”?
Helene: … tænkepause … “joo … altså … det skal nok ikke være store dyr til at starte med. Måske nogle fasaner og harer”.
Kolleger: “Er du KLAR over, hvor hurtigt harer bevæger sig”?
Helene – tænkepause (igen) (stadig engageret, men nok med lidt lavere stemmeleje): “Måske skal jeg lige lære at fiske først”.
Når jeg tænker over det, så kan det egentlig godt være, at det startede længe før:
Jeg boede i Hemsedal i det meste af 1990’erne – der har jeg virkelig slidt mange par telemarksski og langrendsski op. Jeg kørte også lidt konkurrence på telemarksski. Men det er en helt anden historie, som jeg vil skrive om senere.
Måske startede det endnu tidligere: I 1980’erne arbejdede jeg i Sverige som instruktør og medhjælper for Karsten Yde, der ejer og driver Svensk Kanoferie. Tak, Karsten, for alle de fede oplevelser og udfordringer, der fulgte med der!
Eller endnu længere tilbage: Mine forældre tog min bror og mig med på skiferie i Norge hvert år fra engang i 1970’erne.
PS: Hvis du spørger min mor, så ville hun have sagt, at det startede da jeg blev født: Når man er et par uger gammel, familiens første barn, og der er snestorm (ja, snestorm!) i Danmark, så får man ret meget opmærksomhed fra familien – bl.a. fordi de jo skulle sørge for, at jeg ikke blev helt blå af kulde. Derfor er jeg vild med sne!
Siger min mor, altså …
Hvad er det jeg vil?
Jeg vil ud, jeg vil opleve, jeg vil fortælle om det jeg oplever. Jeg vil vise dig, hvor let det faktisk er og hvor lidt der skal til. Jeg vil også vise dig, hvor svært det kan være, og når det ikke går godt.
Et af mine mål er at få jagttegn: Jeg vil virkelig gerne være buejæger! Og det er en af mine “rejser”.