Ca. fire uger før start ...
Kender du det: du får kontakt med en rigtig god ven eller veninde, som du ikke har talt med i maaange år? Der skal tit en del snak og opdateringer på bordet, når man så ser hinanden igen … Det skete for mig i weekenden, hvor min veninde fra “gamle dage”, Lone Kristensen og jeg tilfældigvis havde tænkt på hinanden på ca. samme tidspunkt. Lone er ved at træne og forberede sig til at gå GR20 på Korsika om nogle uger – med telt, jetboil og madrationer med masser af kalorier. Det lød helt vildt spændende! ”Vil du med”? skrev hun. ”Jep”, skrev jeg (det var ca. sådan det var). Karsten Yde: Det bliver sgu næsten som i gamle dage! 
Lone ringede dagen efter (hvor jeg var langt ude i en skov med dårlig mobildækning). Samtalen forløb nogenlunde sådan her: Lones stemme med masser af skrattelyde: ”Den fedeste oplevelse … en af de … este ture … (skrat … skrat). Måske sagde hun ”smukkeste”. Måske sagde hun ”hårdeste”. Jeg er usikker. Men turen er begge dele.
Der blev også sagt ord som ”jeg har savet en hakket fisk!”. Det kan også have været ”jeg har lavet en pakkeliste!”.
SÅ: Nu er jeg også i fuld gang med at træne: Stor rygsæk med tunge ting i. Kan nogen anbefale nogle tunge bøger? (Det er lige meget, om bogen er spændende). Jeg tjekker udstyr, køber ind, går rundt på kuperede skovveje med vandrestøvler og tunge ting, læser om GR20 og jonglerer med kalender i forhold til arbejde, børn (hvem er hvor og hvornår?), træning og alt det andet der skal passe sammen. Hurra for et godt netværk, et smidigt arbejdsliv og for Bjørn, min familie, venner og Sander og Siris fleksible far, så min kalender kan ryddes i to uger! Tak!
GR20 kræver ikke decideret klatreerfaring (men det er lige før …). Den kræver bare rigtig god træning og masser af forberedelse. Jeg glæder mig SÅ meget til at opleve Korsika på denne måde! Og mon ikke Lone og jeg får vendt det meste af det vigtigste i løbet af 6-11 timers vandreture hver dag og overnatninger i et lille 2-mandstelt?
Følg med på Facebooksiden helenefornord og/eller Instagram helenefornord. Jeg skriver også løbende opdateringer her på siden – både om planlægning, træning, andre forberedelser.
Dag 0
Billund Lufthavn
5 tips til en længere vandretur (/det har jeg så lært nu):
1) Start i god tid med at pakke … 🥴😄Jo mindre du “må” have med, desto længere tid tager det at forberede
2) Shampoo-bar er smart
3) Man kan deles om meget (når du skal gå med en makker)
4) Spar op til turen: det letteste udstyr koster …
5) Der er altid plads til en chokoladebar mere i rygsækken, uanset hvor hårdt pakket den er. Det kan man godt tænke lidt over 🤔
Og nu letter flyet mod Korsika. Det bliver sååå spændende. Sommerfuglene i maven er glade, og der er (utroligt nok) styr på bagagen. Så vidt jeg ved.
(Jeg fik plads til alt det der ligger på bordet i rygsækken 🥵🌞🥾🍀)
Dag 2
“Det gør ikke ondt, det er bare hårdt”. Fantastisk natur, og heldigvis ikke drønvarmt. Jeg ved ikke helt, om det er sejt eller dumt at have så tunge rygsække … 🥵🥵
(Ønsker mig ALT i letvægtsudstyr fremover!)
Refugierne er meget enkle, men der er det væsentlige: plads til teltet og drikkevand.
Vi bliver virkelig sat på prøve mentalt og fysisk, men så er det jo virkelig tilfredsstillende, når man kommer af med rygsækken, eller kan nyde alt det vi møder på vejen💪🍀🤞🥾🙏😊♥️
Dag 3
Virkelig hård tur på dag 2 i går! Vi ankom til refugiet på en vindblæst bjergskråning så sent, at der ikke var flere vandrette teltpladser tilbage 🥵🤷♀️🥾💪
Kroppen fungerer stadig. Det er sgu utroligt, hvad den kan holde til …
Hård opstigning i morges på dag 3 (1200 højdemeter), men super og nem tur resten af dagen. Vi har delt etappe 3 op i to dele og har heldigvis en “bufferdag”. Men vi bliver nødt til at vurdere fra dag til dag, hvad vi kan klare. Helt klart det hårdeste jeg nogensinde har prøvet! 🥵🤞💪
Dag 5
Det er helt vindstille og lidt koldt, fordi solen ikke er kommet helt hen til os endnu. Insekterne summer allerede i busken ved siden af mig.
Jeg kan høre, at de fleste andre i teltene er ved at vågne, og flere er allerede kravlet ud og ved at gøre klar til dagens udfordringer. De fleste har hue på. De pakker vasketøj, som hænger på barduner fra teltene, smører varmecreme på benene og gør klar til morgenmad. Lone og jeg skal snart i gang med morgenmad og nedpakning. Vi har også lidt vasketøj på bardunerne (håndvasket i resterne af en shampoo).
Nu er kaffen drukket, og solen er næsten nået frem til vores lejr. Det passede jo perfekt!
Dag 8 - type one fun og type two fun
Dag 8: “Type one fun & type two fun”. Det har jeg tænkt ret meget over den seneste uge ♥️💪
Vi har gået mellem 6 og 12 timer hver dag den seneste uge. Selvfølgelig snakker vi en del, men der er også mange timer med plads til alt det, der fylder og alt det, der bare opstår af sig selv i tankerne. Bla. har jeg tænkt over forskellen mellem at gøre noget, som man nyder lige nu og her, og så at gøre noget, som er tilfredsstillende på sigt.
Vandreturen GR20 på Korsika er mest det sidste. Det er fantastisk flot natur og en helt speciel oplevelse. Men følelsen, når jeg kravler i soveposen hver aften og tænker: “jeg klarede sgu en vildt hård dag mere. Nu er jeg SÅ langt” … den følelse er svær at slå …
Det vendte jeg lige med vores britiske veninde Lucy her til aften. Hun satte lynhurtigt ord på: “Type one fun & type two fun”. (Mere om vores trail-venner senere).
Og det er nemlig sådan det er 😄🍀♥️
Dagen i dag bød på 897 højdemeter op og 440 ned plus en pause med bad i vandfald. Nu ligger jeg i teltet i 1847 m.o.h. og er mega spændt på dagen i morgen, hvor min højdeskræk bliver sat på prøve … mere om det senere.
Dag 9: Noget om højdeskræk
😲🤞🙈
Jeg ved ikke helt hvordan man definerer højdeskræk… jeg er ikke bange for at klatre op i træer, eller de ret stejle skråninger, som vi støder på her. Til gengæld har jeg store problemer med at gå ud på glaspladen i gulvet på Salling Roof Top i Aarhus. Jeg er heller ikke vild med at flyve (i hvert fald ikke med at lande).
Er det så en god ide at tage på trekking i Korsikas bjerge? Ja, det er da gået så fint hidtil. Jeg havde dog lidt svært ved at sove i går aftes, fordi det stod således om dagens etape: “some of the most difficult terrain on the GR20 … best avoided if you have a fear of heights … climb a long vertical section of rocks which is protected by chains: a fall here would be very serious”.
Men det gik så fint, og det er sgu en fed følelse bagefter! Det er så meget nemmere, når man står i det, end når man prøver at overskue det på forhånd💪🙏😊😊♥️
Dag 11: Noget om pasta med makrel (måske var det makrel)
Dag 11 – og noget om pasta med makrel (tror nok, at det var makrel …)
I dag har vi gået i ca 7 timer, 850 højdemeter opad og 900 nedad. Når mit ur efter 1 time og 22 viser knap 2 kilometer, så er det fordi det er ret “rocky”. Flot dag – igen. Vi har haft næsten hele udvalget af tøj på i løbet af dagen (ok, vi har ikke så meget tøj med, så det lyder måske vildere, end det er): soltop, trøje, regnjakke og badetøj. Vi fandt en lille “rock pool” ved et vandfald, lige da solen var begyndt at bage (altså efter regn og stærk vind …).
Mad og drikke i løbet af en dag har indtil nu set ca sådan her ud:
morgenmad: grød med frugt (frysetørret), kaffe og vand.
I løbet af dagen: ca 3 liter almindelig vand + 1,5 liter vand med elektrolytter + masser af peanuts og muslibar.
Når vi er i mål: en kold cola fra refugiets køleskab.
Aftensmad: frysetørret mad og vand.
For et par dage siden løb vi tør for frysetørret mad, så nu køber vi brød, paté, pesto, nutella til morgenmad, og så prøver vi os lidt frem, når det gælder aftensmad. Forleden troede vi, at vi havde købt pasta, tun i vand og tomatsauce. Men vi er ikke så stærke i fransk, og da slet ikke den korsikanske variant, som mere ligner italiensk. Og den rare mand i den intermistiske madbod i refugiet kunne ikke engelsk (vi møder meget sjældent korsikanere, der kan engelsk).
Derfor bestod menuen den aften af pasta, tun med forskellige slags oliven og makrel i tomatsauce. Lunt, og blandet sammen med nænsom hånd. Hvis man er sulten nok, så smager alt jo godt 😊
#helenefornord #GR20 #vandring #trekking #turmat
Dag 13 - These shoes are made for walkin' ...
(eller … de er egentlig mere skabt til at løbe i, end at gå i … men det gjorde jeg) 🤷♀️💪😄🥳🥳
Salomon trail-sko til salg. Str 38 2/3. Oprindeligt orange, og vildt gode at både gå og løbe i.
Man kan også spise og sove med dem på. Næsten samtidigt. Rustikke med patina og brugsspor på en – sjælden set – autentisk og personlig måde.
De er dine for to kolde Pepsi Max i lufthavnen i Calvi den 9.juni.
#GR20 #vandring #trekking #salomon #takforkampen #vigjordedetsgu
Slut for denne gang, Korsika
Tak til dig, der fulgte med på vores vilde og fantastiske tur på GR20 😊♥️
Alle likes, kommentarer og ‘opmuntrende tilråb” betyder meget og giver ekstra energi 🙏
Om 7 minutter kommer taxaen, der kører os til lufthavnen i Calvi, og det føltes helt perfekt at afslutte GR20 med lidt badeture i Middelhavet 🌞🌞🥵🌊
Vi blev nødt til at tage en “escape route” og hoppe over de sidste 4 etapper (2 dage), for at kunne nå flyet i dag. Men vi er gået fra Conca i syd til Auberge U Vallone. Sidste dag fik vi gået ca 16 km ned ad det sidste bjerg, ud gennem skoven og til sidst via en lang, øde, brandvarm asfaltvej, inden vi kom til noget, der lignede en by, hvor vi fandt (to kolde sodavand og) en rar mand, der kunne bestille taxa til os. Vi havde selv prøvet flere gange, når der var telefondækning, men vores fransk er som sagt sparsomt, og kropssprog er nu en gang svært via telefon …
Taxaen kørte os til Ponte Leccia, hvor vi ventede ca 5 timer på dagens eneste tog til Calvi. 5 timer på en café med pizza, kolde sodavand og WiFi 🙏♥️🍕
Trail-venner - det er virkelig specielt!
Da @lonebujak og jeg gik GR20 på Korsika for nogle uger siden blev der skabt en slags følgeskab med fire andre hikere:
Lucy, Dala, Alex og Josh.
Det var ikke sådan, at vi aftalte at “holde sammen” og vi gik også mere eller mindre hver for sig, men vi stødte på dem hver dag en uges tid, og fandt sammen med dem om aftenen, når vi spiste og slog telte op, fordi vi på et tidspunkt havde valgt de samme refugier at overnatte i. Vi spurgte til hinandens dag, ønskede god tur og delte efterhånden lidt af vores hverdag (både på Korsika og ellers) med hinanden. Kort sagt: ingen kendte hinanden fra før (bortset fra Lone og jeg), og vi møder dem nok aldrig igen, men vi vidste alle seks, at hvis nogen af os havde brug for hjælp, så var den der! Det er virkelig specielt og helt fantastisk at mærke den slags ubetinget sammenhold med mennesker, som kun er i ens liv i et kort øjeblik.
Lucy var 24 og fra Storbritannien. Hun havde vandret rigtig mange steder i verden og dyrkede en del klatring og helt sikkert andre former for ekstremsport. Vildt imponerende unge kvinde, der også havde en fantastisk evne til at formulere sig. Jeg var ved at forklare, hvordan vi i Stouby er ved at få “fælles fjernvarme” – men der manglede jeg lige nogle engelske gloser. Så Lucy overtog og forklarede helt præcist, hvad det drejer sig om. Det var også Lucy, der satte “internationale ord” på, da jeg fortalte om mine tanker omkring forskellen på at nyde noget, mens man er i det, og så gøre noget, hvor tilfredsstillelsen først kommer sådan rigtigt bagefter (f.eks. når man er maks presset på en hård vandretur …). Altså: “type one fun og type two fun”. Jeps – man får virkelig tænkt mange tanker i løbet af de mange timer, hvor koncentrationen går med at sætte en fod ad gangen på et sikkert sted.
Dala var en russisk kvinde i 60’erne. Hun gik ikke så hurtigt. Første gang jeg så hende, var da jeg overhalede hende på vej op ad et bjerg (jeps, vi overhalede faktisk også andre trekkere en sjælden gang i mellem).
Dala gik lidt besværet med venstre hånd på maven, som om det gjorde ondt. Hun havde ikke vandrestave, som alle andre, men en træ-kæp i højre hånd. Da jeg gik forbi hende, spurgte jeg hende om hun var ok: Hun havde en smukt ansigt og det lyst op med et skønt smil, da jeg spurgte. Ja, hun var helt ok – hun gik bare i sit eget tempo, og havde ikke ondt nogen steder, som jeg troede. Der var flere gange, hvor jeg tænkte: Hvis Dala kan det her, så kan jeg også. Men ved nærmere eftertanke, så tror jeg Dala kunne meget mere, end jeg lige bedømte hende til at kunne i første omgang.
Alex var sidst i 20’erne og fra Pragh, og for første gang så Lone og jeg en, der havde større og tungere rygsæk, end vores: 28 kilo uden vand … Vi så nok lidt måbende ud, da han fortalte det, så han forklarede, at “sådan ender det altid!” mens han så lidt opgivende ud. Alex havde vandret rigtig meget i Europa, og hver gang han havde pakket sin rygsæk kom den til at veje knap 30 kilo. Han havde også rigtig meget mad med. Dagen før vi skulle gå en af de mest krævende etaper (se mit opslag om etapen med kæden, hvor vi skulle hejse os op med rygsæk, og med ikke så meget at falde ned på, hvis grebet glippede) spiste Alex 4 kg. (ja, 4 kg.!) ris, for at reducere vægten i rygsækken. Det krævede også en lang nats søvn for ham at fordøje den mængde.
Josh var 35 og fra Los Angeles. Han var virkelig vant til at rejse, og arbejdede meget “hjemmefra”. Dvs. han havde sin PC med overalt og opmagasinerede den så på en togstation eller lignende, når han f.eks. tog på hiking, som nu. Josh var ikke veltrænet at se på, men han kunne på en eller anden måde følge med Lucy og Alex alligevel, og sammen tog de nogle ekstra ture på nogle af de bjergtoppe vi kom forbi. Han fortalte, at han var “raised in the woods”, så han var vant til at klare fysiske udfordringer. Josh boede alene i LA, og fortalte aldrig sine forældre, hvor han rejste hen i verden. I stedet legede han en slags selvopfundet “gemmeleg” med sine forældre, hvor han sendte et foto til dem, så de kunne forsøge at gætte hvor han var.
Tak til Lucy, Dala, Alex og Josh! ♥️♥️😊👍🥾
#helenefornord #corsica #gr20 #trekking