Jeg hedder Helene Fruelund og er opvokset i Højbjerg ved Aarhus. Jeg har altid kunnet lide at være udenfor og jeg har altid fået lov til at prøve mine kræfter af i naturen: Jeg svømmede så langt ud jeg ville, klatrede så højt op i træerne, som jeg turde, tog på lange skiture i Norge og fik lov at balancere på ret smalle træstammer over ret høje skrænter: “Helene, du mærker selv efter, om du tror du kan” … På det område har jeg vist nogle ret rummelige forældre (med helt anderledes regler, når det kom til fester, makeup og “skærmtid”.
Jeg er uddannet sociologi ved Universitetet i hhv. Oslo og Aarhus, arbejder som udviklingskonsulent i Hedensted Kommune, selvstændig skribent i min lille virksomhed helenefruelund.dk, mor, husejer, bor i Stouby – mellem Vejle og Juelsminde: Den skønneste lille landsby med en masse fantastiske mennesker og en natur, der har både kystlinje og kuperet skov. Derfor var Corona-hjemsendelsen heldigvis nem, når det gælder træning: Det foregår i min “baghave” (svømning, cykling og løb – der er INGEN undskyldning. Kun hvis vandet er virkelig koldt. Så kalder vi det vinterbadning i stedet for svømning).